Religion bruger Koranen som er en hellig bog

Religion og demokrati

Religion og demokrati er noget som der i mange år er blevet
diskuteret frem og tilbage, om har en sammenhæng. Vi ser en stigende debat i
flere forskellige europæiske lande, hvor en religion som Islam bliver set som
et kontrast til demokratiet. Herhjemme i Danmark har kontroversielle udtalelser
fra Ny Borgerlige om at “Islam er med til at undertrykke de
demokratiske værdier, og det det danske samfund bygger på”. Det vi dog ikke kan komme udenom er, at både religion og demokrati
spiller store roller i samfundet, og altid vil gøre det.

Men hvad gør religion ved demokratiet, og hvad gør demokratiet ved religionen? I
artiklen “Jeg er krænket – men for det meste af muslimske trosfæller” skrevet
af daværende Folketingskandidat (SF) Halime Oguz fredag d 6. februar 2015 deler
den danske muslim sine synspunkter angående manglende forståelse for
demokratiet for nogle af hendes muslimske trosfæller.

 

Det primære
synspunkt i artiklen “Jeg er krænket – men for det meste af muslimske
trosfæller” er, at nydanskere, eller muslimer ikke sætter pris på demokratiet,
og bliver fornærmet så snart der bliver gjort grin med deres religion. Et andet
vigtigt synspunkt er, at ytringsfriheden i Danmark er truet: “ved de ikke, at det hører med til et demokrati, at alle har lov til at
ytre sig og også at sige eller tegne noget, som andre ikke bryder sig om?”. Her
pointerer Halime Oguz netop at muslimer er uvidende omkring demokrati, og at
ytringsfriheden er truet, da Muslimer har en tendens til at kræve særrettigheder
når deres trosretning bliver forvrænget af en forfatter, eller digter, eller
politikker.

I forhold til appelformer benytter Oguz
sig mest af etos og patos. Halime
Oguz bruger etos til at appellere til læseren troværdighed, hvilket hun gør ved
at henvise til koranen: “da profeten Muhammed sad og mediterede i Hira-bjerget
og var ved at blive profet, lød den første ordre ifølge islam: Læs!” Dette
citat viser hvordan Halime Oguz bruger Koranen som er en hellig bog til at skabe
troværdighed i hendes artikel. Hun bruger koranens tekster som belæg til hendes
påstand, hvilket skaber troværdighed – for alt det citatet om Muhammed og
Koranen understøtter hvad Oguz mener om hendes muslimske trosfæller. Et andet
eksempel på, at hun appellerer til troværdigheden er at bruge Volteres Citat
som var en anerkendt fransk filosof. Alt bliver mere troværdigt, når der bliver
henvist til store individualister som har udtalt noget klogt, og udført store
bedrifter. I forhold til at appellere til læserens følelser, gør Halime Oguz
også brug af patos. Her bruger hun ord som “vi” til at appellerer til modtagers
følelser.  “Som muslimer bør vi tage
demokratiet til os, og vi bør betragte det som en gave, at vi har de samme
rettigheder som alle andre danskere” Her får hun dannet et fælleskab ved at
bruge “vi”.- “Vi skal forsvare demokratiet og værdien i, at alle har samme rettigheder
i samfundet. Mennesker er døde for og dør den dag i dag for demokratiet og det
frie ord, og derfor skal vi værne om det.” Hun formår at at skabe et fælleskab,
og samtidig får hun beskrevet hvor stor en gave demokratiet er. Der bliver også
brugt etos i artiklen, da Halime Ozgun nævner, at hun selv er muslim hvilket
skaber troværdighed i teksten, da hun har en indre synsvinkel. Altså hun er
selv en del af det islamistiske fællesskab. Et eksempel på etos er “Jeg er selv
muslim og kan ofte føle mig krænket, men for det meste af nogle af mine
trosfællers opførsel og manglende forståelse for demokratiet og det sekulære
samfund.” Halime Ozgun opnår troværdigheden, da hun er ekspert på området, da
hun selv er muslim.

Halime Ozgun gør
også ofte brug af retoriske spørgsmål, hvilket får læseren til at reflektere
over spørgsmålet. “Men
hvem er det, der har vetoretten, når der bliver ytret noget, der ikke passer
nogle af Islams repræsentanter? Hvem er det, der sparker, og hvem ligger ned?
For vi kan da ikke benægte” Formålet med retoriske spørgsmål er ikke at man
skal svare på den, men Oguz får læseren til at reflektere over spørgsmålet, og
man får lyst til at kende svaret til spørgsmålene. Til tider bruger
Halime Ozgun meget ordet “de”, “de skal lære at forstå, at forsamlings-,
organisations-, og religionsfriheden, som de selv nyder godt af, kun giver
mening, hvis de anerkender, at andre kan have andre synspunkter.  Her fremkommer “de” tre gange på kort tid,
hvilket opstiller en “vi” og “dem” oplevelse af situationen. Hun formår med
ordvalget at generalisere problemet, så alle “nydanskere” eller muslimer ikke
forstår tanken bag religionsfrihed, demokrati osv.

I forhold til argumenttyper, gør Oguz brug sammenligningsargumenter. Her
sammenligner hun islam, og vestlige værdier. Hvorfor reagerer en del muslimer så voldsomt over for
forfattere, debattører eller tegnere, når deres religion står for skud? Det
stærkt bekymrende, at de ikke har lært i skolen, hvad kritik og satire
indebærer.” Oguz gør til sidst i artiklen brug af autoritetsargumentet, da hun
henviser til noget profeten har gjort og sagt “Da profeten Muhammed sad
og mediterede i Hira-bjerget og var ved at blive profet (..)”. Ozgun bruger
også udbredelsesargumentet da hun henviser til, at mange er enige i dette
argument, altså fordi andre synes det, så må det være rigtigt, og det skaber
både tillid og troværdighed.

Hun gør også en enkel gang brug af metaforer “det er som at stå på en
smeltende isflage uden at ville forstå, hvorfor den smelter.” Metaforen har den
effekt, at det får os til at skabe mentale billeder, og gør at et budskab
bliver lettere at forstå, i dette tilfælde er det lederen af Grimhøjmoskeen,
hvor nogle muslimer bruger ytringsfriheden til at forsvare styreformer, der er
imod ytringsfrihed.

 

 

Demokrati og religion fylder
rigtig meget i verden. I artiklen fremhæver Ozgun, at ytringsfriheden bliver
truet, når muslimer bliver fornærmet så snart der bliver gjort grin med deres
trosretning. I sådan tilfælde kan jeg godt forstå, at Ozgun mener at det truer
ytringsfriheden, da vi i Danmark har ret til at have en holdning til alting.

Men kan så dreje den 180 grader, og spørge om det er etisk korrekt, at gøre
grin med Islam – eller generelt med trosretninger. Det etiske spørgsmål drejer
sig om hvordan vi behandler andre mennesker. Religion er måske slet ikke noget
der skal gøres grin med, da det er så helligt. Det burde ligger i vores natur,
at respektere andre folks trosretninger. Ozgun mener, at nogle muslimer eller nydanskere som de
bliver kaldt i artiklen ikke tager demokratiet til sig. Det kan skyldes, at de
holder fast i normer og værdier fra hjemlandet, som gør, at muslimer ikke kan
accepterer, at der bliver gjort grin med deres religion. På den anden side kan
man forlange at nydanskere simpelthen moderniserer deres forhold til Islam, i
stedet for at sætte den i kontrast med demokratiet. Ozgun skriver i sin
artikel, at muslimerne ikke sætter pris på demokratiet, fordi muslimer hurtigt
trækker offer-kortet, når Islam bliver kritiseret. Men betyder det virkelig at
man ikke sætter pris på demokratiet? Jeg kan sagtens forstå at Ozgun bliver
irriteret, men man bliver nødt til at se situationen fra den anden side. Som
muslim i Danmark er Islam måske det eneste man har fra sine rødder, og derfor
kan muslimer meget hurtigt føle sig krænket, når Islam bliver kritiseret i
medierne. 

Related Posts

© All Right Reserved